SNNB M4

Motorvogn

SNNB M4

M4 indgår i driften hos VSVT pr. 1. juni 2022. Hos VSVT erstatter vognen LNJ M4, der overdrages til Danmarks Jernbanemuseum.

Motorvognen blev bygget i Odense i 1929 af De Forende Automobilfabrikker (Triangel) og leveret til Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted Jernbane. Vognen blev bygget som erstatning for SNNB M2 der var brændt i remisen i Nysted.
Oprindeligt havde vognen både II og III klasse samt postrum. Den blev i 1939 ombygget til fællesklasse og postrummet fjernet.

Da SNNB lukkede i 1966 blev SNNB M4 solgt til en privatperson.

Motorvognen blev fra 1979 anvendt på veteranbanen Skælskør – Dalmose.

I 1997 solgte ejeren motorvognen til Danmarks Jernbanemuseum, men motorvognen kørte fortsat på Skælskør-banen

I 2005 havarerede den oprindelige benzinmotor og blev skiftet ud med en Scania-Vabis dieselmotor.

I 2009 hentede Danmarks Jernbanemuseum motorvognen i Skælskør og den kom til at stå i vognhallen i Randers.

I 2018 blev vognen udskilt af museets samling og overdraget til Vestsjællands Veterantog som har sat motorvognen i stand.

Motorvognen bygger på samme princip som en landevejsbus (fra 1920`erne): En benzin-motor driver vognen gennem en 3-trins usynkroniseret gearkasse.
Motorvognen har også et vendegear så køreretningen vendes. Dermed har den også 3 bak-gear og kan derfor køre lige så hurtigt baglæns som forlæns.
Ved ombygningen til Scania-Vabis dieselmotor i 2005 fik motorvognen en 4-trins synkroniseret gearkasse.

Der er kun førerrum i den ene ende, så motorvognen skal køre sammen med en ”makker” der vender modsat.

 

Teknik: 

Byggeår
1929
Fabrikat
De Forenede Automobilfabriker (Triangel)
Drivkraft
Diesel
Maks. hastighed
70 km/t
Vægt
15 t
Længde
11,1 m