Damplokomotivet OHJ 38

Unfortunately, this page has not been (fully) translated to English

Damplokomotivet OHJ 38 er atter køreklar

Søndag den 29. april 2018 præsenterede Vestsjællands Veterantog damplokomotivet OHJ 38 på en tur på Høng-Tølløse banen efter 14 års revision. Lokomotivet blev bygget af Henschel i Tyskland i 1917 til Sydfynske Jernbaner, SFJ nr. 33..

I 1949 kom lokomotivet til Danske Statsbaner, DF 130, og i 1960 solgtes det til Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane. Da denne bane lukkede i 1968, blev lokomotivet købt af Ods¬herreds Jernbane og sat i stand som OHJ 38 primært til brug ved snerydning.

OHJ 38 blev brugt til snerydning i flere omgange, og i 1979 blev lokomotivet landskendt for snerydning på Høng-Tølløse Jernbane, hvor OHJ 38 endte med at vælte i snedriverne mellem Ruds Vedby og Kulby.

I 1981 overtog Dansk Jernbane-Klub OHJ 38 for eftertiden, og det var i drift ved Vestsjællands Veterantog frem til 1989, hvor lokomotivet blev hensat for revision.

I 2003 indgik Asnæsværket og Vestsjællands Veterantog aftale om, at OHJ 38 kunne blive revideret på Asnæsværket med folk fra værkets pensionistklub. Efter 14 års arbejde, hvor OHJ 38 har været adskilt til mindste del, er lokomotivet igen køreklart og godkendt til kørsel af Trafikstyrelsen.

Som en forsmag på de kommende kørsler med OHJ 38, blev lokomotivet præsenteret søndag den 29. april. Der kørtes Høng - Slagelse - Tølløse og retur til Høng med stop ved alle stationer.

OHJ 38 – historien om et lokomotiv

OHJ 38 har sin helt unikke historie, og i forbindelse med præsentationen udgav Dansk Jernbane-Klub bogen ”OHJ 38 – historien om et lokomotiv”. Den er skrevet af Peter Jørgensen, Ole-Chr. M. Plum og Lars Viinholt Nielsen. Bogen er en hyldest til ’38’-holdet på Asnæsværket for indsatsen med at revidere lokomotivet, men også historien om et lokomotiv, der er en levende del af dansk industri, trafik- og ikke mindst kulturhistorie.

Billede 1 for dette indhold
Billede 2 for dette indhold