Nyt fra arbejdsholdene
December 2010

Høng

I Cxm 4508 arbejdes fortsat med afrensning af maling i den ene kupe. Malerarbejdet i den anden kupe ligger stille mens det er frostvejr.


Peder ved køleblæsere som er
klar til montering i OHJ 24

I OHJ 24 arbejdes bl.a. med at ændre batterireolerne i generatorrummet, så der kan blive plads til en moderne type akkumulatorer. Vi har nemlig fået doneret et antal brugte batterier til erstatning for de udtjente batterier der sad i lokomotivet. De "nye" batterier har fået påfyldt vand og står skiftevis til ladning, for at undersøge hvilke der kan bruges og hvilke der måske skal kasseres
De store køleblæsere er klar til montering i lokomotivet igen. Dette skal gøres med kran og er planlagt til at ske mellem jul og nytår i år. 

Til K564 er hos et eksternt firma fremstillet et nyt og større bagsejl til førerpladsen, så personalet er bedre beskyttet mod vintervejret. Til at holde bagsejlet på plads, er fremstillet et stativ som let kan afmonteres fra tenderen, når det store bagsejl ikke skal bruges. 

 


Lys over endeperronen på
Cu 4130

På Cu-vognene 4011, 4130 og 4160 samt Cy 4640 er lyset på endeperronerne reetableret. Dette har krævet et større arbejde med at renovere lampesteder og trække nye ledninger.

Vognhal i Høng

Byggeriet er nu sat i gang og gennemføres i etaper efterhånden som pengene kan skaffes. Byggeriet udføres af et eksternt firma. 
Første etape var støbning af punktfundamenter til stålbuerne. Dette arbejde er afsluttet 15. december, så nu kan man pludselig se konturerne af hallen på "Banemarken" i Høng. 

 


Fundamenter til sydgavle

Tidsplanen for de næste etaper ligger ikke fast, men sidste etape er at lægge sporrammer i hallen. Sporarbejdet kommer sidst, da halfirmaet ellers ikke kan komme til med deres kranbil. Spor 1 i hallen eksistere dog allerede og sporrammerne til spor 2 og 3 er "på lager". Sporskiftet foran hallen er også på plads, se "Nyt fra arbejdsholdene 22. september 2009". 

Det er muligt at støtte vognhalsbyggeriet med et kontant bidrag på støtteforeningens konto i Nordea: 0378-4376417153 

OHJ 38 i Kalundborg

Pladerne til de nye sidevandkasser er blevet bukket i facon. Bundpladerne er også blevet fremstillet og der arbejdes nu på skvulpeplader og de indvendige forstærkninger. 
De dårlige bundrammenagler i kedlen er nu boret ud. Nittehullerne skal nu rives op, så de bliver klar til nye nitter. 
Fjedrenes bærer-øjer er blevet forsynet med nye bøsninger. De gamle huller blev boret op og nye bøsninger er drejet og sat i. 
Omløbsventilerne til cylinderne er blevet drejet af og der arbejdes på et slibeværktøj til at slibe ventilsæderne. 
Se mere på www.ohj38.dk