Nyt fra arbejdsholdene
Maj 2008

Høng

10. maj 2008

 

 


Sebastian renser undervogn på
Eh 6762

 

Alle vognene har gennemgået årligt syn uden problemer.
På Eh 6762 arbejdes med revision af undervognen og bremsetøjet. Der er fremstillet nye splitbolte til alle de bevægelige samlinger i bremsetøjet. Splitboltene er samme model som vi lavede til Cu 4130, dvs. at bolten er boret igennem på langs og med tværkanaler ud til smørerstederne. I hovedenden af bolten skrues en fedtnippel i og fedtet kan derfor trykkes ud til smørerstederne gennem bolten. Trækstænger og ophæng til bremsetøjet er blevet renset og efterset.

 


Jens borer smørekanaler i splitbolt.

 


Splitbolt klar til montering på
Eh 6762

 


Carl Otto ordner en bremsesko til
Eh 6762

 

K 564

Der arbejdes stadig med forskellige småopgaver, f.eks. ændring af damprøret til smøreapparatet og ændring af holderne for ildværktøjet. Lokomotivet har været gennem årligt syn. Der skal skiftes nogle ristestænger og sidesejlene i førerrummet skal repareres.

Baneafdelingen

Her arbejdes fortsat med fejning af Gørlev-sporet samt beskæring af bevoksningen langs sporet. I takt med at svellerne "graves" frem, kan vi konstatere at de er i forbavsende god stand. På de 5 km mellem Høng og Gørlev er der kun 10 sveller som skal skiftes. Sporet er ret kraftigt i forhold til andre veteranbaner. Overbygningen hedder IV B, hvilket vil sige at skinnerne vejer 37 kg/m og er skruet til svellerne. Svellerne er fra midten af 1950`erne mens skinnerne, som er lasket sammen for hver 11 meter, er fra ca. 1900.

OHJ 38 i Kalundborg

Der arbejdes fortsat med delene til akselportene. Bronzebakkerne er blevet fræset af og der er svejset på de tilhørende mellemstykker. Der er lagt op til 5 mm på og nu skal det undersøges om mellemstykkerne har slået sig af varmen fra svejsningen inden de fræses i facon.
Slidskoene i krydshovederne arbejdes der også på. De skal fræses i facon og skal måles op til mellemlæg.
Sikkerhedsventilen til togopvarmningen er blevet renoveret.
Efter mange eksperimenter med dioder i frontlanternerne, er der nu valgt en ny type hvor det kun er nødvendigt med en diode i hver lanterne.
I røgkammeret, som er afmonteret fra kedlen, arbejdes med at svejse tæringer op.
Gasovnen der bruges til at varme nitter i, er ved at få ny indmad, da de ildfaste sten var slidt op

Se mere på www.ohj38.dk .